torsdag den 27. februar 2014

om grimhedens æstetik

collage af Kurt Schwitters

Kurt Schwitters leflede ikke for publikum. Hans collager ligner virkelig opkast, især dem fra 20erne, og man ser på dem på samme måde, som når man ser på opkast, der ligger på fortovet, man ser ikke på det, man stopper ikke op og bøjer sig ned og undersøger, hvad den, der har brækket sig, har spist, man ignorerer det, man går en bue uden om, man går videre.  Det er netop intentionen, at der ikke er noget, der er værd at se på, at man skal gå videre, se et andet sted hen, end der hvor man ser.

Moralen i grimhedens æstetik er, at verden er grim og afskyelig, at lave noget der er smuk, er som at bilde en blind ind, at han/hun kan se, at det, der er at se, er, det han/hun ser.  Det synes jeg, er en smuk pointe!

Hvordan laver man noget, der er grimt (fodnote 1)?  Man kan lukke øjnene og vælge farver ud fra et tilfældighedsprincip, eneste minus er, at det kan være, at der kommer noget, der smuk ud af valget – ved et tilfælde. For at undgå dette usikkerhedsmoment er man nødt til at se, hvad det er, man laver, man skal bevist vælge, at det man gør, er grimt. Hvordan går man så det? Jeg vil mene, at man gør det ved at vælge det, man synes er grimt.

fodnote 1: for overskuelighedens skyld undlader jeg at stille spørgsmålet ”hvad er grimt”, for her er der nuancer. det indrømmer jeg.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar