Bedste udstilling: Aagård Andersen på Den Frie.
Bedste performance: Chris Burden på vimeo - se den HER.
Bedste tegneserie: Lauzier: en middelmådig mands erindringer og ti middelmådige år efter.
Bedste roman; Alt der er oversat til dansk med Houellebecq,
Bedste digtsamling: Asta Olivia Nordenhof: det nemme og det ensomme,
Bedste musik: min playliste med pop fra 80erne på Spotify,
om store og små hverdagsproblematikker, om store og små eksistentielle problematikker, om store og små samfundsproblematikker mm.. Altså om intet mindre end det at eksistere som et moderne menneske i vejle mm....
mandag den 30. december 2013
torsdag den 26. december 2013
mandag den 23. december 2013
mandagsdemonstration nr 16
søndag den 22. december 2013
MANIFEST om det blå bræt
1: Hvad skal man med det blå bræt, der er 104,5 centimeter langt? Spørgsmålet
er lettere at besvare med et spørgsmål: Hvad skal man med trapper i huse?
2: Det blå bræt kunne
være et stykke, der var savet ud af himlen en varm, skyfri sommerdag. Men det er
det blå bræt ikke. Det blå bræt er et 104,5 centimeter langt blåt bræt.
3: Det blå bræt
eksisterer ikke. Det blå bræt eksisterer kun i mit hoved. Hvis det eksisterede,
ville verden kunne rummes i en tom ½ liters cola flaske med skruelåg.
4: I sin
ikke-eksistens er det blå bræt en bærepose uden bund.
5: Hvis det blå bræt
kunne tale, ville det insistere på, at det var et jeg. Og det ville tale om
sin eksistens set i forhold til et
kvadrat, og det ville sige:
et jeg står uden for
et kvadrat nu
et jeg går rundt om et
kvadrat nu
et jeg går ind i et
kvadrat nu
et jeg står inde i et
kvadrat nu
et jeg ud af kvadrat
et jeg går rundt om et
kvadrat nu
et jeg går ind i et
kvadrat nu
et jeg står i et
kvadrat nu
et jeg går baglæns ud
af et kvadrat nu
et jeg går baglæns
rundt om et kvadrat nu
houellebecq humør
Holder
information i weekenden og må indrømme, at jeg faktisk kun gider læse
bogsektionen, en gang imellem noget i moderne tider, både det politiske
indenrigs- og udenrigsstof orker jeg virkelig sjælden. Jeg vil
hårdnakket påstå, at det ikke skyldes intellektuel dovenskab, det
skyldes nærmere, at når man har eksisteret et hvis antal år, så når man
til den erkendelse, at verden aldrig bliver klogere, i al sin
uforudsigelighed er den helt banal i sin forudsigelig: der er ingen, der
har mere ret end andre og så igen, det mener jeg faktisk, der er, og
det er vel det moment, at nogen tror at de har mere ret end andre, som
gør hele forestillingen til en meningsløs affære.
torsdag den 19. december 2013
forsøg
Ja, jeg ved det ikke, men det forekommer mig
ikke at være et forsøg, man har lyst til at deltage i, tænker også,
hvordan de vil måle resultatet af deres forsøg.
KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE DET I STORT FORMAT
KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE DET I STORT FORMAT
livets store spørgsmål
Livets
store spørgsmål: hvis man nu var et kalenderlys, vil man så gerne have
sin eksistens overstået i en fart, brænde fra morgen til aften, eller
vil man gerne have det serveret i små bider? Altså så brænder man lidt
og så slukkes man osv
tirsdag den 17. december 2013
mandag den 16. december 2013
lørdag den 14. december 2013
om elverne
Jeg
synes simpelthen, det virker noller, at elverne i ringenes herre skriver
med gåsefjer, når de nu har evigt liv, så er det vel ikke urimelig at
forlange, at de havde opfundet et mere sofistikeret skriveredskab, også
set i lyset af, at de kan trylle en flod om til en flok galopperende
heste.
tirsdag den 10. december 2013
mandagsdemonstration nr. 14
mandag den 9. december 2013
performance om Tænkeren (og dokumentation)
I 7 dage vil jeg agere offentlig skulptur, nærmere betegnet Rodins
berømte skulptur ”Tænkeren”, en gang om dagen på en bænk i Vejle (det er i en
moderne version, hvor jeg har tøj på!). Det sker følgende steder, på følgende
tidspunkter og på følgende dage:
1) Mandag den 9. december fra kl. 13.56 til14.11.
Sted: ved biblioteket ved den bænk, der er placeret længst til højre, når man står og ser mod indgangen af biblioteket.
2) Tirsdag den 10. december fra 14.14 til 14.29.
Sted: på bænken ved stien der følger åen med indgangen fra Toldbodvej på samme side som Cronhammers skulptur og lige efter denne.
3) Onsdag den 11. december fra 13.52 til 14.07.
Sted: ved parken ved musikhuset ved den bænk, der er længst ved Kommunens bygning på venstre side, når man går ud fra Kommunens bygning.
4) Torsdag den 12. december fra 14.25 til 14.40.
Sted: ved havnen på bænken ved rundkørslen med udsigt til havnen på den yderste bænk til venstre.
5) Fredag den 13. december fra 13.00 til 13.15.
Sted: ved åen skråt over for Bagsiden af Bryggen ved på samme side som Domus ved den første bænk.
6) Lørdag den 14. december fra 12.12 til 12.27.
Sted: er (det er ændret i forhold til den oprindelige annoncering): bænken bag mølholms kirkegården.
7) Søndag den 15. december fra 12.34 til 12.49.
Sted: ved Skyttehuset ved den første bænk på højre hånd, når man går ned ved skulpturen af frihedskæmperen (der er udsigt mod bølgen).
1) Mandag den 9. december fra kl. 13.56 til14.11.
Sted: ved biblioteket ved den bænk, der er placeret længst til højre, når man står og ser mod indgangen af biblioteket.
2) Tirsdag den 10. december fra 14.14 til 14.29.
Sted: på bænken ved stien der følger åen med indgangen fra Toldbodvej på samme side som Cronhammers skulptur og lige efter denne.
3) Onsdag den 11. december fra 13.52 til 14.07.
Sted: ved parken ved musikhuset ved den bænk, der er længst ved Kommunens bygning på venstre side, når man går ud fra Kommunens bygning.
4) Torsdag den 12. december fra 14.25 til 14.40.
Sted: ved havnen på bænken ved rundkørslen med udsigt til havnen på den yderste bænk til venstre.
5) Fredag den 13. december fra 13.00 til 13.15.
Sted: ved åen skråt over for Bagsiden af Bryggen ved på samme side som Domus ved den første bænk.
6) Lørdag den 14. december fra 12.12 til 12.27.
Sted: er (det er ændret i forhold til den oprindelige annoncering): bænken bag mølholms kirkegården.
7) Søndag den 15. december fra 12.34 til 12.49.
Sted: ved Skyttehuset ved den første bænk på højre hånd, når man går ned ved skulpturen af frihedskæmperen (der er udsigt mod bølgen).
1. dag: bænk ved Vejle bibliotek
Jeg havde besluttet, at jeg ville tænke på, hvordan det var at sidde i samme stilling som Tænkeren. Jeg tænkte følgende: Hele overkroppen trækkes skæv, fordi den højre arm, hvor hånden støtter hovedet, hviler på det venstre knæ. Normalt vil man placere den højre arms albue på det højre knæ. Hovedet hviler tungt på hånden under kæben. Hånden trykker skævt på højre side af kæben og skubber kæben en smule ud til venstre. Det føles som om, man er stoppet midt i at skære tænder. Man bider forkert sammen. Den venstre fod begynder efter et stykke tid at gøre ondt, fordi benet er forskudt ind under låret i forhold til det højre ben, der en smule udstrakt. At sidde i den stilling, som tænkeren sidder i, er ikke nogen rar fornemmelse. Det er fysisk ubehagelig, og kroppens tilstand overtager langsomt ens tanker. Man føler sig som en af de munkesten, som omgiver bænken; man føler sig låst fast, føler sig bevist om, at man er ude af stand til at røre sig.
Nu har det ikke
været Rodins intention, at man skulle se skulpturen af Tænkeren og så selv
prøve at være at leve sig ind i Tænkerens rolle. Men når man, som jeg, afprøver
det på sin egen krop, er det svært ikke at ryste den fornemmelse af, at der i
den akvate og ubehagelige og ikke naturlige stilling som Rodin placerer Tænkeren
i, ligger en pointe, nemlig at kroppen skal ses som et fængsel. Det at tænke på
kroppens behov gør tankevirksomheden jordisk, selvisk, behovsfikseret, banal (modsat af det at tænke store tanker)
osv. Selvfølgelig har der uden tvivl også langt formmæssige overvejelser
omkring Tænkerens stilling, den skaber en kompakt figur, der lukker sig om sig
selv, lukker sig fra omverden.
2. dag: bænk ved åen ved indgang ved Toldbodvej
Søren Pold havde givet mig opgaven, at jeg i dag skulle tænke over tænkningens krise i det postapokalyptiske samfund. Fra starten blev der lagt den helt rette undergrundsstemning. Imens jeg ventede på, at klokken skulle blive 14.14, kom en ældre mand ”løbende” hen af stien, der følger åen, med sin stok i hånden. Han svingede fra side til side, som om han var fuld. Men det tror jeg ikke, han var. Han virkede nærmere panisk, måske angst for at gå alene på stien, angst for at blive overfladet, han kiggede også bekymret fra side til side. Men han sagde ikke noget til mig, eller jeg hørte ham i hvert fald ikke sige noget til mig, fordi jeg stod og hørte musik med høretelefoner på. Lidt senere så jeg ham gå ovre på den modsatte side af Toldbodvej helt normalt med stokken. Men tilbage til emnet. Grundlæggende har jeg det syn, at livet er kort og meningsløst, og det der venter for enden, er et sort hul. I det perspektiv er der ikke noget væsentlig, der er værd at tænke over. Hvis jeg fik en pistol for panden og skulle forholde mig til tænkningen som fænomen, vil jeg mene at det eneste, der er væsentlig at tænke nærmere over, er, hvorledes livet bliver tålelig at leve. For mig eget vedkommende og i den konkrete situation, vil det være fx ikke at sidde i Tænkerens stilling og tænke. Man skal helt banalt gøre det, man vil og det der gør en lykkelig. Yderligere konkretiseret kunne det også være at gøre som den mand, der gik forbi mig, mens jeg sad på bænken. Han gik med sin mobil i hånden og lyttede til noget arabisk musik, der kom ud fra højtalerne. Den slags synes jeg, virker ubeskrivelig kikset og utjekket. Men manden gjorde præcis, hvad han havde lyst til. Respekt for det. Han var sikkert lykkelig. Og hellere være lykkelig end at være et af de våde, visne, brune blade, der lå og prøvede at camouflere den grønne græsplane foran bænken, hvor jeg sad. Det er håbløs banal. Og hvad så?
3. dag: bænk i parken ved Musikhuset
Søren Pold havde givet mig opgaven, at jeg i dag skulle tænke over tænkningens krise i det postapokalyptiske samfund. Fra starten blev der lagt den helt rette undergrundsstemning. Imens jeg ventede på, at klokken skulle blive 14.14, kom en ældre mand ”løbende” hen af stien, der følger åen, med sin stok i hånden. Han svingede fra side til side, som om han var fuld. Men det tror jeg ikke, han var. Han virkede nærmere panisk, måske angst for at gå alene på stien, angst for at blive overfladet, han kiggede også bekymret fra side til side. Men han sagde ikke noget til mig, eller jeg hørte ham i hvert fald ikke sige noget til mig, fordi jeg stod og hørte musik med høretelefoner på. Lidt senere så jeg ham gå ovre på den modsatte side af Toldbodvej helt normalt med stokken. Men tilbage til emnet. Grundlæggende har jeg det syn, at livet er kort og meningsløst, og det der venter for enden, er et sort hul. I det perspektiv er der ikke noget væsentlig, der er værd at tænke over. Hvis jeg fik en pistol for panden og skulle forholde mig til tænkningen som fænomen, vil jeg mene at det eneste, der er væsentlig at tænke nærmere over, er, hvorledes livet bliver tålelig at leve. For mig eget vedkommende og i den konkrete situation, vil det være fx ikke at sidde i Tænkerens stilling og tænke. Man skal helt banalt gøre det, man vil og det der gør en lykkelig. Yderligere konkretiseret kunne det også være at gøre som den mand, der gik forbi mig, mens jeg sad på bænken. Han gik med sin mobil i hånden og lyttede til noget arabisk musik, der kom ud fra højtalerne. Den slags synes jeg, virker ubeskrivelig kikset og utjekket. Men manden gjorde præcis, hvad han havde lyst til. Respekt for det. Han var sikkert lykkelig. Og hellere være lykkelig end at være et af de våde, visne, brune blade, der lå og prøvede at camouflere den grønne græsplane foran bænken, hvor jeg sad. Det er håbløs banal. Og hvad så?
3. dag: bænk i parken ved Musikhuset
I dag skulle jeg tænke over, hvorfor jeg gerne vil have en Mont Blanc pen. På overfladen er grunden banal. Jeg er en stor beundrer af Jørgen Leth, han er cool, og han har en Mont Blanc pen; og der er noget utroligt dekadent og smukt ved at skrive ord med en pen, der koster 10.000,- kroner. At anskaffe sig en Mont Blanc pen er at vælge skønheden, dvs. at fravælge den tarvelige, billige plastik kuglepenne, der klatter på fingrene. Hvis samfundet, eller dem der har magten, ville følge det eksempel, altså altid vælge skønheden, det skønne, frem for det fornuftige, det rentable, vil verden være et kønnere sted at leve i og se på. I hvert fald den menneskeskabte. Man ser aldrig naturen gå på kompromis med skønheden. Det er først, når naturen har været igennem menneskets fornuftsmaskine , at alt kommer til at ligne brun leverpostej i vater og geometriske former.
Men jeg kommer ikke uden om, at Mont Blanc pennen repræsenterer et problematisk ideologisk element, for sådan en venstre orienteret som mig. En Mont Blanc pen er symbol på en kapitalistisk tankegang og samfundsstruktur. At nogle skal knokle for føden til en dårlig løn, som fx manden der er er ved at feje sand ned i mellem mellemrummene mellem fliserne bag bænken, hvor jeg sidder. Men et sted skal man jo starte med at vælge skønheden, at betale prisen. Men jeg indrømmer, at det ikke er det ideologiske element, der optager min tankevirksomhed, idet jeg sidder på bænken. Jeg er derimod mere optaget af, hvorledes jeg tager mig ud i andres øjne. Der går mange mennesker forbi, hvor jeg sidder. Heldigvis sidder jeg og ser ud på åen, hvor der svømmer nogle ænder rundt. Hvis man går hurtig forbi og ikke ser nærmere på den underlige stilling, jeg sidder i, så ser det ud som om, jeg bare ser og sidder på ænder. Men min anonymitet som Tænkeren, eller tossen der sidder helt forkrampet på en bænk, er i den bredde Vejlensiske offentlighed nok et sluttet kapitel, for midt inde i min tænkeseance dukker en fotograf for Vejle Amts Folkeblad op og tager et par billeder af mig i Tænker-stillingen.
Slutning: Selvom jeg er forelsket i en Mont Blanc pen, er jeg simpelthen for meget Jyde til, at jeg vil kunne få mig selv til at købe en Mont Blanc pen til 10.000.- kroner.
4. dag: bænk i parken ved havnen
I dag tænkte jeg over, om de totalitære er en funktion
af den globalt dominerende magts totalitet, som er et spørgsmål, som er
formuleret af Lise Nørholm, som er en tekst, der indgår i et grafisk værk af Bendt Ulrich Sørensen, som
hun har hængende hjemme ved sig selv . Som jeg ser det,
kan svaret på spørgsmålet ikke bevises, det er et holdningsspørgsmål. Og min holdning
er: Nej. Ønsket om at være totalitær, handler om ønsket om at besidde magt.
Tager man de positive briller på, er en af forklaringerne på ønsket om at
besidde magt, et ønske, der er affødt af oplevelser af uretfærdig magtudøvelse,
af magtmisbrug. Man ønsker selv magt, fordi man har en forestilling om, at hvis
man har magten, kan man gøre det bedre end den måde, noget X eller Y bliver
gjort på. At noget er totalitært, er ikke nødvendigvis negativ, hvis den måde
der bliver udøvet totalitet på, er den rigtige måde:-) Der er fx nogle, der har
bedre moral end andre – det mener man jo fx altid, man selv har :-)! Verden opleves som sort og
hvid, men den er grå, trist og enfoldig. Alle mennesker har et snært af
uforsonlighed i sig. De fleste mennesker har svært ved at rumme deres
modsætning, det er derfor, der er så meget ufred i verden. Det er helt banalt.
Og jeg vil sige: verden er dømt til at gå under. Der er ingen frelse. Sådan er
det. Det er præcis, som hvis man kaster en sten i havet, så fylder den ikke
ovenpå, den synker til bunds. Eller anderledes formuleret: en vej har to
retninger, den ene vej eller den anden vej. Vi er biler. Vi kører til den ene
side eller til den anden side. Vi er ikke fugle, der flyver, hvor de vil.
5. dag: bænk i parken ved åen skråt over for Bryggen
I dag skulle jeg tænke over, hvorfor jeg synes, at
kvadratet er smukkere end cirklen. Cirklen har ingen
begyndelse eller ende. Den er for diffus, som at vandre i tyk tåge, kvadratet er
mere farlig, den er en pludselig stejl klippeskrænt. Kvadratet er sort- og
hvid-agtig. Lidt ligesom teksten, der er skrevet med sort tush på den bænk,
hvor jeg sidder: sex drugs rock n’ roll weed speed < birth control (!? min
tilføjelse) lif’e’s a bitch then we die so fuck the world and lets get high. Endvidere:
Kvadratet er mere rummelig, praktisk rummelig, et hus, der er kvadratisk er
lettere at indrette end et rundt hus. Endvidere: To cirkler ved siden af
hinanden ligner en pose spagetti, der ved et uheld er blevet spredt ud over
hele gulvet. To firkanter ved siden af hinanden minder om to liter letmælk, der
står tæt ved siden af hinanden i en køleskabslåge. (Mine tanker var lidt spredt
i dag. Det regnede, mit venstre ben begyndte at sove, fordi min højre albue
hvilede tungt på knæet, fordi der var en forsænkning foran bænken jeg sad på,
som betød, at jeg måtte læne mig meget forover, den venstre balle begyndte også
at sove).
6. dag: bænk i skoven bag ved Mølholm Kirkegård
I dag skulle jeg tænke over, hvorfor det er fornuftigt, at man ikke lever sit liv baglæns, at man fødes i det man normalt dør, og dør i det man normalt fødes. Inden jeg kom i gang med tænke over dagens problemstilling, oplevede jeg det nærmeste et moderne menneske kan komme et nærdødsoplevelse: min mobil løb tør for strøm. Jeg havde glemt at oplade den. Det betyder, at jeg ikke er sikker på, at jeg har siddet præcis 15 minutter og tænke + at jeg startede med at tænke præcis 12:12 + jeg nåede kun at tage et billede af bænken, derfor er der intet billede af min udsigt. Men tilbage til dagens problemstilling: Den indlysende grund er, at man skal gå baglæns, dvs., at man ikke kan se, hvor man går hen. Men det kan man jo reelt heller ikke, når man går forlæns, man kan se et lille stykke frem, ikke hele vejen. Altså reelt er det hip som hap, om man går forlæns eller baglæns. Set i det perskektiv kunne jeg godt tænke mig, at livet kunne leves baglæns. Det vil også give et ny perspektiv på kunsten. Man vil skabe en ny kunst: kunst er ikke noget, man skaber, det er noget, man afvikler. Har man fx malet et blå monokromt maleri, vil man fjerne den blå farve, så der kun er det hvide lærred tilbage. Det vil skabe helt nye fascinerende museer. Kunstmuseer der indeholder intet. Ens kunstneriske praksis bliver, at man ikke laver kunst. Det er helt i avantgardens ånd. Endvidere: at leve livet baglæns vil betyde, at man afvikler sine gode gerninger og sine onde gerninger, man afvikler sin identitet. Livet bliver ikke længere meningsløs. Livet bliver meningsfuld, fordi det afvikler meningsløsheden: fx skal Sisysfos ikke længere skubbe stenen op af bjerget.
7. dag: bænk i Skyttehuset ved Frihedskampen
I dag skulle jeg tænke over, hvorfor jeg har valgt at tænke som Tænkeren, og hvad jeg har lært ved at tænke som Tænkeren. Ideen til Tænkeren udsprang af en videoinstalltion af Nam June Paik, som jeg så på Hamburger Bahnhof I Berlin. En lille bronzeskulptur af Tænkeren, der er af August Rodin, blev filmet af et kamera, og det der blev filmet, blev vist på en tv-skærm. Jeg vil ikke sige, at mit Tænker-projekt er en reference dertil, det synes jeg simpelthen, at Paiks værk er for dårlig til. Men det var et værk, der satte noget i gang osv. (jeg undlader en længere redegørelse over overvejelser omkring, det at bruge det offentlige rum mm..)
I dag var det meningen, at jeg skulle sidde på en bænk i Skyttehuset, der stod foran et mindesmærke af Frihedskæmpen - en nøgen mand der rækker armene imødekommende ud (har skrevet om ham på min blog tidligere: http://clausejner2.blogspot.dk/2012/08/skulptur-af-frihedskampen.html), men jeg var nødt til igen at flytte placeringen, fordi en lystfisker stod og røg en smøg foran, endvidere stod hans fiskestang af bænken og der lå en død fisk på jorden. Jeg prøvede at finde en anden bænk, men der var ingen i nærheden, så jeg endte med at sidde på en sten.
Hvad
jeg har lært ved at tænke som Tænkeren? Jeg var faktisk det første stykket lidt
i tvivl om, hvad det var, om jeg overhovedet havde lært noget. Men så fik jeg
øje på en kran ovre ved havnen, og så gik det over stok og sten, som man siger.
Og det jeg tænkte var: At en kran løfter noget, at en bølge bevæger sig, at en
sten ikke bevæger sig ud af stedet, at et menneske tænker gode tanker og onde
tanker, at hvis det er koldt fryser man, at hvis det er varmt sveder man, hvis
man ikke vil svede, skal man undlade at tage for meget tøj på, hvis man ikke
vil fryse, skal man sørge for at tage godt med tøj på, livet er banal,
mennesket er banal, og det er helt ok, der er ingen grund til at gøre noget
mere kompliceret, end det er. Man skal ikke ønske sig at være en bølge, der er
frossen fast i en bølgebevægelse, som en af bølgerne i Henning Larsens Højhus
(som kan ses på billedet af udsigten). Det er bedre at være en bølge, der
bevæger sig mod sin ende.
5. dag: bænk i parken ved åen skråt over for Bryggen
6. dag: bænk i skoven bag ved Mølholm Kirkegård
I dag skulle jeg tænke over, hvorfor det er fornuftigt, at man ikke lever sit liv baglæns, at man fødes i det man normalt dør, og dør i det man normalt fødes. Inden jeg kom i gang med tænke over dagens problemstilling, oplevede jeg det nærmeste et moderne menneske kan komme et nærdødsoplevelse: min mobil løb tør for strøm. Jeg havde glemt at oplade den. Det betyder, at jeg ikke er sikker på, at jeg har siddet præcis 15 minutter og tænke + at jeg startede med at tænke præcis 12:12 + jeg nåede kun at tage et billede af bænken, derfor er der intet billede af min udsigt. Men tilbage til dagens problemstilling: Den indlysende grund er, at man skal gå baglæns, dvs., at man ikke kan se, hvor man går hen. Men det kan man jo reelt heller ikke, når man går forlæns, man kan se et lille stykke frem, ikke hele vejen. Altså reelt er det hip som hap, om man går forlæns eller baglæns. Set i det perskektiv kunne jeg godt tænke mig, at livet kunne leves baglæns. Det vil også give et ny perspektiv på kunsten. Man vil skabe en ny kunst: kunst er ikke noget, man skaber, det er noget, man afvikler. Har man fx malet et blå monokromt maleri, vil man fjerne den blå farve, så der kun er det hvide lærred tilbage. Det vil skabe helt nye fascinerende museer. Kunstmuseer der indeholder intet. Ens kunstneriske praksis bliver, at man ikke laver kunst. Det er helt i avantgardens ånd. Endvidere: at leve livet baglæns vil betyde, at man afvikler sine gode gerninger og sine onde gerninger, man afvikler sin identitet. Livet bliver ikke længere meningsløs. Livet bliver meningsfuld, fordi det afvikler meningsløsheden: fx skal Sisysfos ikke længere skubbe stenen op af bjerget.
7. dag: bænk i Skyttehuset ved Frihedskampen
I dag skulle jeg tænke over, hvorfor jeg har valgt at tænke som Tænkeren, og hvad jeg har lært ved at tænke som Tænkeren. Ideen til Tænkeren udsprang af en videoinstalltion af Nam June Paik, som jeg så på Hamburger Bahnhof I Berlin. En lille bronzeskulptur af Tænkeren, der er af August Rodin, blev filmet af et kamera, og det der blev filmet, blev vist på en tv-skærm. Jeg vil ikke sige, at mit Tænker-projekt er en reference dertil, det synes jeg simpelthen, at Paiks værk er for dårlig til. Men det var et værk, der satte noget i gang osv. (jeg undlader en længere redegørelse over overvejelser omkring, det at bruge det offentlige rum mm..)
I dag var det meningen, at jeg skulle sidde på en bænk i Skyttehuset, der stod foran et mindesmærke af Frihedskæmpen - en nøgen mand der rækker armene imødekommende ud (har skrevet om ham på min blog tidligere: http://clausejner2.blogspot.dk/2012/08/skulptur-af-frihedskampen.html), men jeg var nødt til igen at flytte placeringen, fordi en lystfisker stod og røg en smøg foran, endvidere stod hans fiskestang af bænken og der lå en død fisk på jorden. Jeg prøvede at finde en anden bænk, men der var ingen i nærheden, så jeg endte med at sidde på en sten.
søndag den 8. december 2013
dyr
For
dyrene er markene veje, motorvejene slagmarker, skovene labyrinter,
regn og blæst modgang, sneen og kulden arbejdsløshed og kontanthjælp,
døden survival of the fittest
næsedoktor
Min søn er begyndt at spille et spil til Ipad, der hedder næsedoktoren, jeg ved ikke, der er et eller andet forkert ved det.....
KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE DET I STORT FORMAT
KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE DET I STORT FORMAT
berlin: badeforhæng
Jeg synes fuglene på badeforhænget, ligner overskæg, der flyver forvirret rundt og leder efter en overlæbe. Digter Birgitte Krogsbøl skrev følgende rammende kommentar på facebook: "ja, et Burt Reynolds-forhæng!"
KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE DET I STORT FORMAT
KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE DET I STORT FORMAT
berlin: Verden er ond. Kan det overraske nogen?
berlin: julemand i KaDeWe
lørdag den 7. december 2013
netforbindelse i berlin
meget dårlig netforbindelse: zebrastribede zebraer i zebrastribede BH'er
god netforbindelse: nunununununununu
stabil ustabil netforbindelse: n un un un un un un un un un u
god netforbindelse: nunununununununu
stabil ustabil netforbindelse: n un un un un un un un un un u
berlin: carpe diem
Rum ved siden af en Cafe. Det var ved en cafe lige, når man kom over broen ved Friedrichsstrasse. Hvis man skulle på wc, skulle man igennem en svingdør
og op af en trappe med et futuristisk gelænder i guld (se herunder). Huset havde hvis en gang
været et kunstnerhotel, men var hvis nu en slags wellness-center, det
virkede dog lidt kikset, meget.
KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE DET I STORT FORMAT
KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE DET I STORT FORMAT
performance om spild af tid
Performance
der varer 1 time, 23 minutter og 3333333 sekunder: Jeg køber en pakke
printerpapir med 500 ark. Jeg pakker pakken med printerpapir ud. Jeg
ligger bunken med printerpapir foran mig på gulvet og træder op på den.
Jeg står der i 10 sekunder og træder så ned på gulvet igen. Jeg bøjer
mig ned og tager et ark printerpapir af bunken med printerpapir. Jeg
ligger det ene ark ved siden af bunken
med printerpapir. Der er et mellemrum mellem det ene ark printerpapir og
bunken med printerpapir på 20 centimeter. Jeg træder op på bunken med
printerpapir. Jeg står på bunken med printerpapir i 10 sekunder. Jeg
træder ned af bunken med printerpapir. Jeg bøjer mig ned og tager et ark
printerpapir af bunken med printerpapir. Jeg ligger det ene ark
printerpapir ovenpå det ark printerpapir, der ligger ved siden af bunken
med printerpapir. At stå på den oprindelige bunke med printerpapir
tager 10 sekunder. At flytte et ark printerpapir fra en bunke til en
anden tager 5 sekunder. Samlet giver det et handlingsforløb på 15
sekunder. Handlingsforløbet gentages 500 gange. Opmålt i tid tager
dette: 1 time, 23 minutter og 3333333 sekunder. Performancen har titlen
"spild af tid".
berlin: på cafe og DDR museet
berlin: lysekrone
Restaurant ved den franske kirke i Berlin |
Nu
er jeg ikke typen, der er misundelig, men hvis jeg var, vil jeg ikke være
misundelig over ikke at eje denne her lysekrone. Forestiller mig, det vil
tage mere en 24 timer at støve den af, og hvis den skal se præsentabel
ud, skal det ske i hvert fald en gang om ugen.
KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE DET I STORT FORMAT
gulvpanel
Jeg
udlever min drøm om at være gulvpanel, det var i performancerum fredag
den 29. november fra klokken 1859 til 1915. Dokumenteret af Joaquin Zaragoza.
KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE DET I STORT FORMAT
KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE DET I STORT FORMAT
flot bjerg men bliver ikke lækkersulten kan kun lide flødeboller med kokus
søndag den 1. december 2013
torsdag den 28. november 2013
ønskelister
Lord Voldemorts ønskeliste til jul:
1) radiatorhjerter
2) dyner der er for korte
3) bøger hvor bogstaverne falder ud
Harry Potters ønskeliste til jul:
1) varme i toiletbrætter
2) at trapper går nedad
3) sko uden snørebånd
Min ønskeliste til jul:
1) kartofler, brun sovs og flæskesteg
2) risalamande (som min mor laver den)
3) de gaver jeg ønsker mig
1) radiatorhjerter
2) dyner der er for korte
3) bøger hvor bogstaverne falder ud
Harry Potters ønskeliste til jul:
1) varme i toiletbrætter
2) at trapper går nedad
3) sko uden snørebånd
Min ønskeliste til jul:
1) kartofler, brun sovs og flæskesteg
2) risalamande (som min mor laver den)
3) de gaver jeg ønsker mig
onsdag den 27. november 2013
SAKS KNIV HÆNGELÅS TAPE ÆSKE
Nu udgives hermed officielt bogen SAKS KNIV HÆNGELÅS TAPE ÆSKE.
SAKS KNIV HÆNGELÅS TAPE ÆSKE er et folkeligt værk, som insisterer på vigtigheden af hverdagens konkrete objekter. At deres tilstedeværelse og praksis er nok: at DE er nok.
SAKS KNIV HÆNGELÅS TAPE ÆSKE er et samarbejdsprojekt mellem claus ejner (malerier) og Sternberg (ord) i serien Elefantsæbe (skal tisse), der er udgivet af forlaget dada-invest i 2013.
“Det er som om saksene er besat af hinanden – den
måde de klipper hinanden i småstykker.
De små stykker klipper også i hinanden. Det er
som om, ingen andre nogensinde må kunne være
sammen med dem bagefter. Så små skal de ende
med at være.“
(tekst fra bogen)
Bogen kan bestilles på clausejner67@gmail.com.
PRIS: 100 Kroner
SAKS KNIV HÆNGELÅS TAPE ÆSKE er et folkeligt værk, som insisterer på vigtigheden af hverdagens konkrete objekter. At deres tilstedeværelse og praksis er nok: at DE er nok.
SAKS KNIV HÆNGELÅS TAPE ÆSKE er et samarbejdsprojekt mellem claus ejner (malerier) og Sternberg (ord) i serien Elefantsæbe (skal tisse), der er udgivet af forlaget dada-invest i 2013.
“Det er som om saksene er besat af hinanden – den
måde de klipper hinanden i småstykker.
De små stykker klipper også i hinanden. Det er
som om, ingen andre nogensinde må kunne være
sammen med dem bagefter. Så små skal de ende
med at være.“
(tekst fra bogen)
Bogen kan bestilles på clausejner67@gmail.com.
PRIS: 100 Kroner
optimisme og pessimisme
jeg sidder på mine knæ
tirsdag den 26. november 2013
i en lille båd der gynder
Se min performance "i en lille båd der gynger", som jeg opførte i performancerum ved arrangementet: performance og musik. Tryk på KLIK
mandag den 25. november 2013
torsdag den 21. november 2013
snak
Der snakkes som en lastbil, der læsser et vognlæs sand af. Det ved manden, der sidder på knæ og flækker fliser: En flise der flækkes bliver til to dele; idet de to dele flækkes, bliver
der fire dele osv. Noget der bliver mindre, bliver ikke større.
naturkød
taxa |
KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE DET I STORT FORMAT
onsdag den 20. november 2013
hajtænder!
Jeg synes hajtænder burde hedde kirkespir, det
er i grunden unaturligt, at det hedder hajtænder, hajen er ikke et
naturligt forekommende dyr i vores farvande/erfaringsverden, hajtænder
og kirkespir ligner endvidere hinanden.
KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE DET I STORT FORMAT
KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE DET I STORT FORMAT
tirsdag den 19. november 2013
mandag den 18. november 2013
dans
vild
med dans danser med ulve footloose flashdance dirty dancing dancing
queen dancing with myself som barn så jeg en film der gjorde stort
indtryk på mig, den handlede om en dansekonkurrence hvor parrene skulle
blive ved med at danse til de faldt om af udmattelse, det sidste par
dansende vandt
mandagsdemonstration nr. 11
mandag den 18. november
Det
er altid sådan en tåget gråvejrs morgen, hvor en lygtepæl er så træt, at
den føler sig som en gaffel uden højere formål end at proppe mad i
munden.
lørdag den 16. november 2013
vild med dans
Fabelagtig Argentinsk Tango af Allan hvor han dansede alene med en bold, får her deres højeste karakter nogen siden.
Problemet med vild med dans er jo, at det er de samme danse, der gentages år for år. Det det handler om, er jo at perfektionere trinnene, de samme trin, hvilket svarer til at at se ind i en hvid væg dag ud og dag ud og en gang i timen konstatere, at væggen stadig er hvid
KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE DET I STORT FORMAT
Problemet med vild med dans er jo, at det er de samme danse, der gentages år for år. Det det handler om, er jo at perfektionere trinnene, de samme trin, hvilket svarer til at at se ind i en hvid væg dag ud og dag ud og en gang i timen konstatere, at væggen stadig er hvid
KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE DET I STORT FORMAT
om det at stemme personligt
Det var lige joaquin Zaragoza, der gjorde mig opmærksom på denne valgplakat i mit hood.
KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE DET I STORT FORMAT
KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE DET I STORT FORMAT
Abonner på:
Opslag (Atom)