hvad er gennemsnitsmenneskets adfærd

For lidt over 14 dage siden, søndag den 13 maj, opførte jeg på Kunsthal Brænderigården i Viborg den samlede udgave af mit performanceshow: jeg er et gennemsnitsmenneske. En af de performance jeg opførte handlede om gennemsnitsmenneskets adfærd. Performancen endte med, at jeg solgte et bounty-indpakningspapir til en kvindelig tilskuer for 20 kroner og lovede at donere de 20 kroner til et godt formål. Dette har jeg nu gjort! Faktisk har jeg endda fået beløbet til at yngle lidt ved hjælp af anmelder ved politiken,Torben Sangilds mellemkomst! Hvordan, vender jeg tilbage til om lidt. Først vil jeg præsenterer forløbet i min performance, hvori jeg prøver at problematisere, at det ikke altid er let at være et godt menneske, at der er en del gråzoner.

Performancen starter med, at jeg siger: Er gennemsnitsmennesket et godt menneske, et menenske, der altid handler godt overfor sine medmennesker? Inden jeg besvarer spørgsmålet, vil jeg gå en mindre omvej.

For nydelig læste jeg en roman af Barbara Cartland. Romanen hedder “Prisen er kærlighed” og handler om en en sygeplejersk, Dacia, der på grund af sin fars dårlige økonomiske situation er nødt til at rejse med Sir Marcus til rom. Sir Marcus er kommet slem til skade med sit ben efter et flystyrt og har derfor brug for en sygeplejerske til at skifte en bandage, han har på sit ben. Sir Marcus vækker vreden i Dacia, fordi han har et meget myndigt væsen. Sir Marcus er klar over Dacias fars dårlige økonomiske situation og klar over at Dacias modvilje mod hans myndige væsen. Da han derfor fremsætter tilbudet om, at hun skal tage med ham til Rom mod en betaling for 500 pund, siger han, for at imødegå hendes modvilje mod foreslaget/mod hans myndige væsen:

Hvor er det dog let at være kærlig og givende, når det ikke kræver noget offer fra en selv.

Jeg tror, at de fleste gennemsnitsmennesker er gode mennesker, men jeg tror også, som Sir Marcus insinuerer, at godhed er kontekstbestemt.

Jeg holder en bounty bar op i hånden og henvender mig til publikum:

Hvor mange vil offer 10 kroner for at få denne Bounty? Pengene for salget går til et godt formål, hvilket er underordnet. Det centrale er, at det er et offer/noget du giver for at hjælpe en eller andre i nød ….

Jeg åbner bountyen og spiser den ene boounty og henvender mig igen til publikum:
Hvor mange vil offer 20 kroner for at få den bounty der er tiltabe i bountyindpakningspapiret?

Jeg spiser den anden og sidste bounty og henvender mig igen til publikum:
Hvor mange vil offer 30 kroner for at få indpakningspapiret til bountyen? Pengene for salget går som sagt til et godt formål, hvilket er underordnet. Det centrale er, at det er et offer/noget du giver for at hjælpe en eller andre i nød ….

Det er bounty-indpakningspapiret fra performancen herover at kvinden købte for 20 kroner. Hun ville have betalt 30 kroner for det, men hun havde kun Dankort, og man kan ikke hæve kontakter på Kunsthal Brænderigården. Det endte med, at hun lånte 20 kroner af en fremmed mand. Det var de eneste kontakter, han havde. Jeg indvillige i handlen og lovede kvinden at donere de 20 kroner til et godt formål. Jeg må med skam indrømme, at jeg havde glemt alt om det, indtil jeg den 25. maj læste Torben Sangilds statusopdatering på facebook: “Præcis hvor kan man få de dér poletter med størrelse af 10- og 20-kroner, som man kan bruge til indkøbsvogne og garderobeskabe? Hvor?” Jeg skrev en kommentar til opdateringen. Nemlig at man kunne købe dem i Føtex. Jeg havde tidligere på dagen set dem ved kassen i Føtex i Nørregade (i Vejle). Det var poletter fra hjerteforeningen, og ved at købe en af disse poletter støttede man hjerteforeningen. Altså man støttede et godt formål! 

Jeg skrev til Torben Sangild, at jeg vil købe og sende en sådan polette til ham mod, at han donerede 20 kroner til et godt formål og skrev en kort tekst, hvor han fortalte til hvem, han havde doneret de 20 kroner til og hvorfor han havde valgt denne forening. Herunder følger Torben Sangilds egen redegørelse:

Jeg har valgt at donere det symbolske beløb på 20 kr. til Læger uden grænser, som i de sidste mange år har været den nødhjælpsorganisation, jeg primært har støttet. Det skyldes tre ting.

1. Læger uden grænser gør et utroligt vigtigt arbejde i områder, hvor folk dør af sult, krig, epidemier og fattigdomsrelaterede sygdomme. De redder hver dag direkte hundredevis af liv.

2. Deres ydelser er ikke primært penge, men behandling og direkte hjælp, og det betyder at de er mere modstandsdygtige over for korrupte forsøg på misbrug af nødhjælp.

3. Nødhjælpsorganisationer har i de senere år skruet op for den aggressive markedsføring, hvor de i direkte konkurrence stopper folk på gader og stræder for at kapre flest muligt bidrag. Min protest mod denne irriterende fremfærd er at støtte organisationer, der IKKE stopper mig på gaden. Hvis alle gjorde som mig, ville det ikke længere kunne betale sig at have offensive gadesælgere. I stedet for at give penge til dem, der råber højest, bør man bidrage med et fast beløb til de organ

P.S. Man kan ikke støtte Læger uden grænser med blot 20 kr., så jeg har tilladt mig at donere et andet beløb.

De 20 kroner som kvinden brugte til at købe bounty-indpakningspapiret, var givet virkeligt godt ud. Poletten fra Hjerteforeningen kostede 30 kroner. Indrømmet - det er lidt uklart, hvor stort et beløb der går til Hjerteforeningen. Torben Sangild donerede et beløb, der var mere end 20 kroner til Læger uden grænser. Der eksisterer stadig gode mennesker. Der er håb for verden. Lidt endnu!

KLIK PÅ BILLEDERNE FOR AT SE DEM I STORT FORMAT