Vi er ude at køre bil. Vi sidder på bagsædet
og snakker mig og min søn, da han pludselig ud af den blå luft siger: du
har en hænger, en flagermus der hænger i grotten. Jeg forstår ikke,
hvad han mener. Men det viser sig, at en hænger er en
bussemand, der hænger ud af næseboret. Jeg synes, det er en kvalitet,
hvis et kunstværk har karakter af en hænger. En hænger behøver ikke at
være noget ulækkert, det kan være noget unaturligt, noget negativt,
noget der ikke passer ind i den normalt accepterede adfærd, sammenhæng
mm. Det er det forhold, samspillet mellem de to viste tegninger
debatterer/anskueliggøre mm (på den lille tegning står der "hurtig"). Men
jeg synes også, det er en kvalitet, når et kunstværk falder ind med
sine omgivelser - når det er camoufleret. Det eneste problem jeg ser ved
camoufleret kunst, er, når det selv peger på, at det er kunst, der er
camoufleret, altså når det peger på, at selvom det er en foregiver at
være en ligeværdig del af omgivelser, så er det det ikke. Det er netop
kunst. Det synes jeg er problematisk. For hvad er ideen med at
camouflere sig, når ideen med at camouflere sig er, at det skal opdages,
at man er camoufleret? Det vil jeg mene, er dårlig camouflage.
KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE DET I STORT FORMAT
Ingen kommentarer:
Send en kommentar