om gentagelse

Det værste ved at være færdig med et værk/værker, som danner et samlet udtryk og som man har arbejdet på igennem længere tid, er virkelig den frihed, man pludselig er i besiddelse af. Som jeg ser det, skal man hele tiden bevæge sig videre, man skal ikke blive ved med at grave i det samme hul, det bliver det kun dybere af, men ikke dyb i betydningen dybsindig. På den anden side svarer den konstante bevægelse mod noget andet, end det der er til at prøve at drukne en korkprop.

Altså det er friheden, der er det onde, fordi friheden tvinger en til at erkende,
at de manøvrer man foretager, er manøvrer: gentagelser. Friheden er i begrænsningen, i at vælge hullet eller korkproppen (MEN med den vished at de er gentagelser).