fornuftens stemme

Jo, man siger, at man gerne lytter til andre, men samtidig ved man jo inderst inde, at man er fornuftens stemme. Sådan tror jeg, de fleste føler. Og det synes jeg i grunden, er en ok følelse. Man skal ikke underkende betydningen af ikke at være i tvivl. Men samtidig skal man heller ikke underkende betydningen af at tvivle. Hvis man løber nedad et bjerg, og lige bag en triller en kæmpe sten efter en som ens skygge, så hører den slags situationer til den slags situationer, hvor det kan være meget fornuftigt ikke at insistere på, at det, der ånder en i nakken, blot er ens skygge. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan man kommer til den erkendelse, at selvom man tror, man i den givne situation man befinder sig i, er fornuftens stemme, så er det ikke sikkert, man er fornuftens stemme - ja hvordan gør man det? Jeg vil mene, det kan afgøres ved almindelig fornuft. Løber man nedad et bjerg, er det sandsynligt, at det der ånder en i nakken, er en kæmpe sten. Løber man op af en bjerg, er det til gengæld ikke sandsynligt, at det der ånder en i nakken, er en sten.