en reference til det at være en rulle malertape: højde og dybde

mandag den 7. marts 2011

brændestabel

En skulptur, der skal forestille en brændestabel. Skulpturen er placeret i gården mellem tre 4 etages boligblokke. Jeg synes skulpturen er ligeså livløs som et hjerte støbt i beton, hvilket ironisk nok også er det materiale, som skulpturen er lavet af (så vidt jeg kan gennemskue). Jeg synes, den er en hån mod gårdens brugere - børnene. Gården er børnenes legeplads. Man kan ikke lege med en brændestabel af sten. Man renser heller ikke ører med en toiletbørste. For den halve million skulpturen sikkert har kostet, kunne man få en ret fed legeplads. Det er jeg ret sikker på. Det er ikke fordi, at jeg er modstander af skulpturer i det offentlige rum, det er placeringen, der er idiotisk og selvfølgelig den viste skulptur.

Den overnævnte tekst dækker min første reaktion. Men ved nærmere eftertanke er jeg nået til den stik modsatte erkendelse. Jeg synes skulpturen er super fed, hvis man læser den som et billede på samfundet og samfundets funktion som opdragende instans. Samfundet vil gerne have, at dets borgere er runde og føjelige, de skal kunne lade sig stable lige så pænt som brændestykkerne af beton. Al individualitet er bandlyst. At investere i og placere et sådant livsbenægtende og livløs udsagn i en gård, der er fuld af liv, og hvor den kommende generation af samfundets økonomiske materiale og drivkraft, fordriver sin sparsomme fritid, fortæller alt om, hvad samfundet regner sine mennesker for: brændestykker, der skal være med til at holde samfundsovnen i gang.

KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE DET I STORT FORMAT