fredagsdemonstration 71

KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE DET I STORT FORMAT

Bamses LP "B & V"

Jeg har fået en svaghed for Bamses LP ”B & V”, der er fra 1978. Coveret er suværen. Bamse ligger i en robåd med en arbejdshjelm over hovedet, så han ikke får solen i øjnene. På hans mave står en bajer. Bamse er alt det, 10'ernes mænd ikke er. Han ligner ikke en, der fanatisk dyrker fitness, han ligner ikke en, der har eller går op i at have karriere, han ligner ikke en, der lider af stress, han ligner en, der tager livet, som det kommer. Han ligner en, der i vater med sig selv. Han er måske ikke det, som omverden vil karakterisere som en vinder, men han forekommer at være, som han selv synger i ”i en lille båd der gynger”: ” jeg er glad, jeg kan føle mig fri”.

Pladen består af 12 numrer, hvoraf 6 er covers. Det lyder ikke særligt opfindsomt. Men det er netop de 6 covers, der (blandt andet) gør pladen interessant. Det Bamse gør, er, at han tager udgangspunkt i et nummer, der har været et hit, hvorefter han omskriver sangen, så teksten kommer til at handle om den almindelige danskers hverdag. Et eksempel derpå er Otis Reddings udødelig klassisker ”Sitting on a the dock of a bay”, der i Bamses version er blevet til ”Jeg sidder her på kajen”. Reddings sang handler om en mand i eksistentiel krise, i Bamses version handler sangen om en mand, der har mistet sit arbejde.

Otis Reddings original:

Bamses cover:

Et andet eksempel er ”i en lille båd der gynger”. 

Mickey Newbuy's orginal - " Mister can't you see:

Bamses cover:

Prøv selv at lytte. Pladen er ikke på spotify, men de fleste af LP'ens numre kan høres der. Jeg har ikke kunnet finde originalerne til de andre covers. Hvis du har et bud, så skriv det gerne til mig.

1: pensionistsangen, der skulle være et forarbejdet cover af en Fats Domino sang

2: i en lille båd der gynger, der skulle være et cover af ”Mister can’t you see” af Mickey Newbury og Townes van Zandt

3: Disg.Phil, Bamses Venners eget nummer

4: jeg sidder her på kajen, cover af ”Sitting on a the dock of a bay”

5: slå ørerne ud, Nis P. Jørgensen; Bjarne Gren Jensen 

6: du ta’r det for givet, et forarbejdet cover af en sang af Rolling stone

7: Kuponklipperen, Flemming "Bamse" Jørgense

8: en kvinde som dig, forarbejdet cover af en sang af Anne Linnet (hvilken?)

9: kassemesteren, Flemming "Bamse" Jørgensen; Nis P. Jørgensen 

10: der er noget ved dig, Flemming "Bamse" Jørgensen

11: fuld som en gris, Flemming "Bamse" Jørgensen

12: alene i verden, forarbejdet cover af sang af Georg Otto og Nat Ayer (kender ikke originalen) 

hvad er gennemsnitsmenneskets adfærd

For lidt over 14 dage siden, søndag den 13 maj, opførte jeg på Kunsthal Brænderigården i Viborg den samlede udgave af mit performanceshow: jeg er et gennemsnitsmenneske. En af de performance jeg opførte handlede om gennemsnitsmenneskets adfærd. Performancen endte med, at jeg solgte et bounty-indpakningspapir til en kvindelig tilskuer for 20 kroner og lovede at donere de 20 kroner til et godt formål. Dette har jeg nu gjort! Faktisk har jeg endda fået beløbet til at yngle lidt ved hjælp af anmelder ved politiken,Torben Sangilds mellemkomst! Hvordan, vender jeg tilbage til om lidt. Først vil jeg præsenterer forløbet i min performance, hvori jeg prøver at problematisere, at det ikke altid er let at være et godt menneske, at der er en del gråzoner.

Performancen starter med, at jeg siger: Er gennemsnitsmennesket et godt menneske, et menenske, der altid handler godt overfor sine medmennesker? Inden jeg besvarer spørgsmålet, vil jeg gå en mindre omvej.

For nydelig læste jeg en roman af Barbara Cartland. Romanen hedder “Prisen er kærlighed” og handler om en en sygeplejersk, Dacia, der på grund af sin fars dårlige økonomiske situation er nødt til at rejse med Sir Marcus til rom. Sir Marcus er kommet slem til skade med sit ben efter et flystyrt og har derfor brug for en sygeplejerske til at skifte en bandage, han har på sit ben. Sir Marcus vækker vreden i Dacia, fordi han har et meget myndigt væsen. Sir Marcus er klar over Dacias fars dårlige økonomiske situation og klar over at Dacias modvilje mod hans myndige væsen. Da han derfor fremsætter tilbudet om, at hun skal tage med ham til Rom mod en betaling for 500 pund, siger han, for at imødegå hendes modvilje mod foreslaget/mod hans myndige væsen:

Hvor er det dog let at være kærlig og givende, når det ikke kræver noget offer fra en selv.

Jeg tror, at de fleste gennemsnitsmennesker er gode mennesker, men jeg tror også, som Sir Marcus insinuerer, at godhed er kontekstbestemt.

Jeg holder en bounty bar op i hånden og henvender mig til publikum:

Hvor mange vil offer 10 kroner for at få denne Bounty? Pengene for salget går til et godt formål, hvilket er underordnet. Det centrale er, at det er et offer/noget du giver for at hjælpe en eller andre i nød ….

Jeg åbner bountyen og spiser den ene boounty og henvender mig igen til publikum:
Hvor mange vil offer 20 kroner for at få den bounty der er tiltabe i bountyindpakningspapiret?

Jeg spiser den anden og sidste bounty og henvender mig igen til publikum:
Hvor mange vil offer 30 kroner for at få indpakningspapiret til bountyen? Pengene for salget går som sagt til et godt formål, hvilket er underordnet. Det centrale er, at det er et offer/noget du giver for at hjælpe en eller andre i nød ….

Det er bounty-indpakningspapiret fra performancen herover at kvinden købte for 20 kroner. Hun ville have betalt 30 kroner for det, men hun havde kun Dankort, og man kan ikke hæve kontakter på Kunsthal Brænderigården. Det endte med, at hun lånte 20 kroner af en fremmed mand. Det var de eneste kontakter, han havde. Jeg indvillige i handlen og lovede kvinden at donere de 20 kroner til et godt formål. Jeg må med skam indrømme, at jeg havde glemt alt om det, indtil jeg den 25. maj læste Torben Sangilds statusopdatering på facebook: “Præcis hvor kan man få de dér poletter med størrelse af 10- og 20-kroner, som man kan bruge til indkøbsvogne og garderobeskabe? Hvor?” Jeg skrev en kommentar til opdateringen. Nemlig at man kunne købe dem i Føtex. Jeg havde tidligere på dagen set dem ved kassen i Føtex i Nørregade (i Vejle). Det var poletter fra hjerteforeningen, og ved at købe en af disse poletter støttede man hjerteforeningen. Altså man støttede et godt formål! 

Jeg skrev til Torben Sangild, at jeg vil købe og sende en sådan polette til ham mod, at han donerede 20 kroner til et godt formål og skrev en kort tekst, hvor han fortalte til hvem, han havde doneret de 20 kroner til og hvorfor han havde valgt denne forening. Herunder følger Torben Sangilds egen redegørelse:

Jeg har valgt at donere det symbolske beløb på 20 kr. til Læger uden grænser, som i de sidste mange år har været den nødhjælpsorganisation, jeg primært har støttet. Det skyldes tre ting.

1. Læger uden grænser gør et utroligt vigtigt arbejde i områder, hvor folk dør af sult, krig, epidemier og fattigdomsrelaterede sygdomme. De redder hver dag direkte hundredevis af liv.

2. Deres ydelser er ikke primært penge, men behandling og direkte hjælp, og det betyder at de er mere modstandsdygtige over for korrupte forsøg på misbrug af nødhjælp.

3. Nødhjælpsorganisationer har i de senere år skruet op for den aggressive markedsføring, hvor de i direkte konkurrence stopper folk på gader og stræder for at kapre flest muligt bidrag. Min protest mod denne irriterende fremfærd er at støtte organisationer, der IKKE stopper mig på gaden. Hvis alle gjorde som mig, ville det ikke længere kunne betale sig at have offensive gadesælgere. I stedet for at give penge til dem, der råber højest, bør man bidrage med et fast beløb til de organ

P.S. Man kan ikke støtte Læger uden grænser med blot 20 kr., så jeg har tilladt mig at donere et andet beløb.

De 20 kroner som kvinden brugte til at købe bounty-indpakningspapiret, var givet virkeligt godt ud. Poletten fra Hjerteforeningen kostede 30 kroner. Indrømmet - det er lidt uklart, hvor stort et beløb der går til Hjerteforeningen. Torben Sangild donerede et beløb, der var mere end 20 kroner til Læger uden grænser. Der eksisterer stadig gode mennesker. Der er håb for verden. Lidt endnu!

KLIK PÅ BILLEDERNE FOR AT SE DEM I STORT FORMAT

fredagsdemonstration 70

KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE DET I STORT FORMAT

indgreb Z

DSB udgiver hver måned bladet Ud & Se, der er gratis og ligger fremme i toget. Forsiden plejer at være af en kendt. I denne måned er det Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten. Forsidepersonerne er gerne udsat for “hærværk”. Det er Johanne Schmidt-Nielsen også blevet i det blad, jeg tilfældigvis fandt i toget fra Århus i tirsdags. Her har hun fået en blomst i håret, halsen er blevet udstyret med en halskæde med et stort rundt smykke og munden er indtegnet i et hjerte (se billede herunder). Helt udskyldigt “hærværk”. Det besynderlige ved scenariet er imidlertid den tankeboble, der går ud fra hendes hoved. Det er et regnestykke: 1+ 2+ 3 = 6 + 4 gange 12 gange 4 + X = 9 (se nærbillede). Uden for tankeboblen står der angivet, at X er lig 5 og derover står der: = 54. Hvis man sætter 5 ind som X og regner hele regnestykket ud, giver det 485 og ikke 9, som regnestykket selv angiver som dets facit. Umiddelbart virker det som en talblind, der har været ved at ligge tal sammen. Men hvis man ganger 5 med 54 - der er det tal, der står oven over angivelsen af, hvad X er - så bliver facit 484. 484 er ikke 485, men det er tæt på, så tæt på at det ikke kan være en tilfældighed. Hvad vil vedkommende sige med sit “hærværk”? Jeg bliver en forklaring skyldig, jeg er også ude af stand til at forklare 9-tallet eksistens. 

 

KLIK PÅ BILLEDERNE FOR AT SE DEM I STORT FORMAT

rejsetid og hulmursisolering

Var i Viborg i dag og pille min udstilling GENSYN (med2011 og 2007) ned. Når man bor i Vejle, er det en længere ekspedition at nå frem til Viborg og tilbage – især søndag. Den hurtigste offentlige transportform er med X-bus, men om søndagen kører de med en times mellemrum og først fra kl.15.35 fra Viborg (der er en enkelt afgang kl. 11.53). Skal man være tidligt i Viborg, som jeg skulle, er det et sandt mareridt. Den første X-bus kører først kl. 12.50. Derfor er man nød til at tænke i alternative og ikke fornuftsbetonede løsninger. Den logistiske letteste løsning er at tage toget til Århus og fra Århus tage regionaltoget til Viborg. En tur der med diverse ventetid sniger sig op 2 timer og 40 minutter +, med X-bus tager turen 1 time og 27 minutter. Den alternative løsning er cirka 40 minutter længere, end det tager at rejse til København med lyntoget fra Vejle. Rejsetiden skal endvidere ses i lyset af, at afstanden i kilomenter fra Vejle til Viborg er 91 kilometer, mens afstanden i kilomenter fra Vejle til København er 234 kilometer. Den alternative løsning koster endvidere 90 kroner ekstra. X-bus er derfor både fra et økonomisk og tidsmæssigt perspektiv at foretrække. Eneste minus ved X-bus er, at der er stor forskel på X-busser. Nogle er mere moderne end andre. Nogle har borde, andre består kun af sæder. Det var en ren sæde-X-bus, jeg var med i fra Viborg til Vejle. Som det kan ses på billedet herunder, er der ikke meget plads til benene, hvis man sidder helt korrekt...

Al det logistiske bøvl og ventetid var imidlertid det hele værd! Da jeg ventede på bussen på banegården, valgte jeg efter en pludselig indskydelse at gå på opdagelse, at gå over broen over jernbaneskinnerne ved stationen. Gør man det, ender man på Middagshøjsvej. Det gjorde jeg, og stoppede op og så ned af vejen, først til venstre, så til højre. Vejen lignede enhver kedelig villavej. Men idet jeg drejer om for at gå tilbage, får jeg øje på hjørnet af hus 22. Der er et vindue, der er muret til, hvilket man kan se, fordi murstenene ser nyere ud. Det er dog ikke det, der fanger min opmærksomhed. Det er derimod et firkantet hul øverst oppe. Inde i hullet stikker en mand hovedet ud, som om han er spærret inde i hulmuren. Hvorfor synes jeg dette, er interessant? Det gør jeg selvfølgelig, fordi forestillingen om, at man kan “leve” i hulmuren, er den samme forestilling, som mit afgangsværk fra Det Jyske Kunstakademi er bygget op omkring. SE MIT AFGANGSVÆRK HER

KLIK PÅ BILLEDERNE FOR AT SE DEM I STORT FORMAT

Wherever i lay my hat (thats my home)

Hører Paul Young, "No parlez", fik den på vinyl for 15 kr i går, er faktisk et interessant album. Der er et cover af "Love will tear us apart" (Joy Division), som faktisk er ok. Men hvad der egentlig er ret interessant, er at lytte til hittet "Wherever i lay my hat (thats my home)". Paul Young er jo egentlig en helt reel fyr. Han er den "rodløse libertiner", der ikke lægger skjul på sin natur. Hans dilemma er, at han er et barn af hippiernes free love ånd, i en tid, 80erne, der i skikkelse af den konservative femme fatale, Margaret Thatcher, er domineret af gammeldags begreber om kærlighed og moral - den eneste ene til døden os skiller osv.. I det perspektiv er den melankolske tone, der gennemsyrer numret jo faktisk ret interessant....