fredag den 24. november 2017

Udstilling i mellemrummet ved billedkunstcenteret på Godsbanen i Århus

Udstillingsperiode: 1. december til 22 december. 

Pressemeddelelse:

Jeg, claus ejner, udstiller 11 blyantstegninger, som er lavet i forbindelse med, at jeg var på TækkerAIR Berlin-residenciet i maj måned 2017 støttet af Statens Kunstfond. Tegningerne har alle den overordnet titel: Jeg tænker ikke over, hvad jeg laver. Automattegning nr. x“. Automattegningerne er inspireret af surrealisternes automattegninger. Ideen er at snyde mine egne “kontrolinstanser” og lade underbevidstheden diktere, hvad jeg er optaget af. I parentes vil jeg pointere, at der i tilblivelsesprocessen indfinder sig et “element af bevidst styring” i tegningerne, når jeg begynder at ane en historie i tegningen. Som kunstner definerer jeg mig som en historiefortæller.

Jeg vil pointere, at man allerede nu ved nok om udstillingen, til at kunne se den og dermed stoppe her med at læse HER, STOP HER. FORSÆTTER man, følger nogle af de erfaringer og oplevelser, jeg gjorde under mit ophold: 

Jeg var utrolig glad for mit ophold. Berlin er en fantastisk by. Jeg har kun et  kritikpunkt, og det er mod madlavningsfaciliteterne. Der var gaskomfur i lejligheden. Jeg har set for mange film i min barndom, hvor utætte gasledninger var skyld i eksplosioner eller folk blev gasset ihjel imens de sov, fordi de havde glemt at slukke for gassen, da de lavede mad. Derfor lavede jeg ikke varm mad på komfuret en eneste gang. Jeg levede af pizza Margarita, Prince chokoladekiks, firkantede kiks af mærket Cafe au Lu, dem med mørk chokolade, fordi jeg tvang mig selv til at være bevidst om, at det usundt at spise chokolade i store mængder, med mindre det er mørk chokolade, selvom jeg faktisk ikke bryder mig specielt om mørk chokolade, jeg foretrækker lys chokolade, Lays salted chips, saltstænger, sandwish med spegepølse, små bæger med yoghurt med kirsebær og så æbler. Normalt ville jeg også have spist bananer, men i bussen på vej til Berlin, kom jeg på EkstraBladet.dk til at læse om en, der havde købt nogle bananer, og da han åbnede en af bananerne, vrimlede det ud med en masse giftige edderkopper.

Det jeg frygtede allermest, og som jeg ikke kunne fortrænge som gaskomfurs-problematikken, og som jeg måtte leve med som et eksistentielt grundvilkår, var, at fordøren havde smæklås. Når man lukkede døren i, låste den. Dvs., når man skulle ud, skulle man være helt sikker på, at man havde nøglen til døren, ellers kunne man ikke komme ind igen. Jeg knugede derfor altid nøglen i min venstre hånd, når jeg gik ud af døren, og jeg lukkede ikke døren, før end jeg var 120 procent sikker på, at jeg havde nøglen i venstre hånd. Derfor lykkedes det mig heller ikke på noget tidspunkt at låse mig selv ude. Min praksis på dette område anbefales til andre residenter. 

Jeg så alle 24 afsnit af Matador på Bonanza. 

Jeg skiftede pæren i gangen.

Min fortrukne fyraftensøl var Berliner Pilsner, der er billig, men velsmagende.

Erfaring som kan være til gavn for mandelige residenter: Allerede anden dag gjorde jeg den erfaring, at det var smart at sætte sig ned på wc’et, når jeg skulle tisse, især når jeg virkelig skulle tisse, og hvor jeg ville have en hård, aggressiv stråle. I de situationer kunne der hoppe vanddråber op, når strålen ramte vandet i bunden af wc’et, fordi bunden af wc’et var lagt nede i wc’et i forhold til danske toiletter, derfor faldt strålen længere og ramte vandoverfalden hårdere, hvilket skabte en “eksplosion-agtig” kollision, der slyngede vanddråber op i luften, hvor en eller to kunne risikere at ryge ud over kummen og ramme gulvet. For en der er neurotisk anlagt, fik det bacille-klokkerne til at bimle løs. Det spørgsmål centrale var: var der sket en sammensmeltning mellem vand og urin: således at vanddråben eventuelt bestod af 50 procent rent vand og 50 procent urin, eller måske 78 procent rent vand og 22 procent urin eller kun rent vand? Det var umuligt at afgøre. Men der var nok en vis grad af sandsynlig for, at vanddråben bestod af en vis procentsats urin, således at den situation, man stod i, efter man havde været på wc’et for at pisse, var, at der var kommet tis på gulvet. Som et ansvarlig og rengøringsbevidst menneske betød det, at jeg var nødt til at vaske gulvet omkring wc’et. Eftersom jeg i hvert fald gerne er ude og pisse 8-10 gange om dagen, blev det en del gange gulvet skulle gøres rent, hvis der hver gang hoppede en vanddråbe eller to ud på gulvet. Er du mand vil det derfor spare dig for en masse tid og besvær, hvis du sidder ned og tisser.

Lejligheden lå på 5 sal. Hele den anden uge var jeg, når jeg skulle sove, bange for at jeg skulle gå i søvne og komme til at åbne et vindue og spadser ud i den tomme luften, fordi jeg troede, det var en asfalteret vej. Jeg har en gang som barn gået i søvne, og der gik jeg ind i stuen og pissede på vores fjernsyn.

Jeg brugte meget tid på at gå rundt i Berlin. Minium 4 timer om dagen. Går man gennem byen, oplever man den mere intens, end hvis man kører med ubahn til en bestemt destination, netop fordi Berlin er så kaotisk og uforudsigelig arkitektonisk mm., at man simpelthen snyder sig for en masse oplevelser. 

Jeg var på STASI-museet i bydelen Lichtenberg. Jeg var skuffet. Det var meget informativt med teksttunge plancher omkring, hvordan man udspionerede folk mm.  Jeg kunne ikke fornemme gruen. Det kunne have været virkelig intenst, hvis der havde været et afsnit med fængselsceller, hvor man en halvtime kunne blive låst inde i en lille fugtig celle med vægge med hjerteskærende graffiti ridset med et søm og hvor der var en fjernsyn, hvor en tidligere fange i en af disse celler fortalte sin livshistorie - hvordan han var havnet i STASIs klør, hvad de havde gjort ved ham for at få ham til at tilstå. Jeg vil foreslå, at se De Andres Liv, tysk film, den kan ses på Netflix eller Filmstriben, bibliotekets internet filmtjeneste. Den handler om STASIs aflytning. 

Jeg var inde og se en ny dokumentarfilm om Joseph Beuys af Andres Veiel, hed BEUYS. Jeg synes, Beuys værk til Documenta 5 i 1972, hvor han plantede 7000 træer, er et fantastisk stykke kunst. Han gravede halvdelen af en groft udhugget firkantet sten ned i jorden og plantede et træ ved siden af. Som jeg ser det, skal træet symboliserer livet, det levende, det der vokser, stenen, symboliserer det døde, det der er dødt, det der bevæger sig ingen steder hen. Jeg så filmen i Delphi Filmpalast på Kantstraße 12A, der ligger i nærheden af Kurfurstendamm, en virkelig flot biograf. 


De største kunstneriske oplevelser jeg havde, var bøger, jeg købte hos Walther Köning Gmbh & Co på museumsøen, især “Momente” som bestod af et udvalg af Henri Michaux automattegninger og “Café Dolly: Picabia, Schnabel og Willumsen. Hybrid Painting”. Begge bøger købte jeg for næsten ingen penge. Walther Köning boghandlen er efter min vurdering en af de bedste boghandler i Berlin, bedre end den på Hamburger Bahnhof. Det eneste jeg fortryd, var, at jeg ikke købte en bog om Louise Bourgeois’ værk til 80 eller 85 euro, der nok var 1000 sider lang. Jeg kan ikke finde den Amazon. 

mandag den 17. juli 2017

QUICK MANUAL TIL FORSTÅELSE AF ET KUNSTVÆRK

QUICK MANUAL TIL FORSTÅELSE AF ET KUNSTVÆRK
1 TYPE KUNST:
Din hjerne forstår, hvad dine øjne ser:
Mulighed A: Det betyder, at du har forstået værket.
Mulighed B: Spørg dig selv, om værket fortæller dig noget, du ikke ved i forvejen? Hvis nej, spørg dig selv hvorfor og hvordan? Hvis ja, spørg dig selv, om det gør dig glad, trist eller noget andet? Hvis ja, hvorfor? Hvis nej, hvorfor?
2 TYPE KUNST: Du forstår ikke med din hjerne, hvad dine øjne ser:
Mulighed A: Der er ingenting at forstå. Spørg dig selv, hvad du føler ved at se værket? Gør det dig trist, glad eller noget andet? Spørg dig selv hvordan og hvorfor?
Mulighed B: Spørg dig selv/sæt ord på, hvad du ikke forstår. Prøv at se om du ikke nu, hvor du har lokaliseret punktet i din manglende forståelse af, hvad du ikke forstår, om det ikke sætter nogle nye tanker i gang. Hvis ikke, så er grunden måske, at der ikke er noget at forstå. Spørg evt dig selv hvorfor?
Personligt foretrækker jeg kunst, der virker som type 2 kunst, mulighed B. Jeg underkender ikke værdien af de to andre punkter. Jeg vil mene, jeg selv laver værker inden for begge to typer.
Sidebemærkning: Et kunstværk kan sagtens være klogere end kunstneren, som en eller anden har sagt - kan ikke huske hvem. En kunstner er ikke nødvendigvis intelligent. Personligt er jeg ikke speciel intelligent. Personligt synes jeg også den vigtigste egenskab ved en kunstner er evnen til at være nysgerrig og viljen til hele tiden at lede efter nye måder at udtrykke sig på.

fredag den 30. juni 2017

Portræt af en kunstner

Mit skuespil som jeg opførte på OVERGADEN - Institut for Samtidskunst til en kunstnerteaterfestival kan nu ses på youtube:


onsdag den 17. maj 2017

Jeg tænker ikke over hvad jeg laver: automattegninger

Mit værk i Den Frie Udstillingsbygning på udstillingen først ud - så ind, hvor det er udstillingsstedet sydhavn station der udstiller, udstillingen kan ses frem til 4. juni. man kan læse mere om udstillingens koncept her: https://denfrie.dk/udstilling/sydhavn-station/









fredag den 12. maj 2017

berlin fredag den 12. maj

Det bedste kunstværk jeg har set i dag, det stod ved Humboldts universitet på Unter der Linden (1). Jeg tror ikke, det har været ophavsmandens eller ophavskvindens intention at skabe et kunstværk, men i min optik rummer skulpturen med indkøbsvognen alle de kvaliteter, god kunst har: det rejser spørgsmål: hvad sker der her? Hvorfor står indkøbsvognen med bananen ved universitet? Hvorfor er bananen sprættet op på langs og sat på toppen af gitteret for enden af indkøbsvognen? Virkeligheden forklarer sig selv, et æble spiser man eller man børster fx ikke tænder med en toiletbørste - kunsten derimod skal forklares. Det er for at bruge en meget slidt metafor, et puslespil der mangler en brik, det er det, at noget mangler en brik, der gør noget til kunst, synes jeg.
1: faktisk så jeg skulpturen med indkøbsvognen i går og tog et billede af den der, men jeg ser først billedet i dag.



berlin fredag den 12. maj

Jeg tænker ikke over, hvad jeg laver: Automattegning nr. 126


berlin torsdag den 11. maj

Jeg tænker ikke over, hvad jeg laver: Automattegning nr. 125

berlin onsdag den 10. maj

Hvis der var skuffer i ord, hvad ville der så
være i en skuffe som i et ord som pølse,
en rød pølse? Et blodigt, bankende hjerte
eller et hav der vælter ud og drukner en,
når man åbner skuffen?
Skufferne i Dalis mennesker er altid tomme.
Det forekommer mig holdningsløs og ufarlig, 

som et springvand ved pladsen ved Hallesches Tor, 
hvor der plasker vand ud af et løvehoveds mund.

berlin tirsdag den 9. maj

Et eksempel på hvorledes udvikling udvikler sig. De fire billeder udgør hver en dag. Det første er lørdag, det andet søndag, det tredje mandag, det fjerde i dag, tirsdag. Kassen står overfor en affaldscontainer, der gennembrydes af et fortov, dieffenbachstrasse. 



berlin tirsdag den 9. maj

Fremtiden ser da sort ud, 
hvis man er fortid.
Der er endnu håb for nutiden,
den er kun et par skridt bag fremtiden.
Men den vil altid kun leve i håbet
om fremtiden, da den er nutid.
Fremtiden ser derimod lys ud for fremtiden.
Den ser kun fremtiden foran sig.
Den er som solen, der står op
og siger goddag til alle og alt.
Nutiden er som solen, der går ned
og siger farvel til alt og alle.
Fortiden er mørket, den siger ingenting.

berlin tirsdag den 9. maj

Jeg tænker ikke over, hvad jeg laver: Automattegning nr. 124


mandag den 8. maj 2017

berlin den 8. maj

Jeg tænker ikke over, hvad jeg laver: Automattegning nr. 123:


berlin den 8. maj


berlin den 7. maj



berlin den 7. maj

Jeg tænker ikke over, hvad jeg laver: Automattegning nr. 122:




berlin den 7. maj

Arbejdsværelse plus stue/spisestue i Berlin.



berlin søndag den 7. maj

Pikken er en satellit, vil jeg mene, Juergen Teller vil mene, han har taget et billede af et træ, hvor der med hvidt på stammen er sprøjtemalet: LOVE.
Teller er sjov. Jeg tror også, han hader kunst ligesom mig. Det er en stabel flade tallerkner, der er limet sammen.
(Juergen Teller er kunstfotograf og arbejder historiefortællende med fotografi og er pt aktuel med en udstilling i Martin-Gropius-Bau - anbefales).

lørdag den 6. maj 2017

berlin lørdag den 6. maj

Jeg tænker ikke over, hvad jeg laver: Automattegning nr. 121



Jeg var på Deutschlands historiche museum.
Det første billede er en pestmaske.







fredag den 5. maj 2017

berlin fredag den 5. amj

Fuglene synger helt vildt lystig på en kirkegård i Lilienthalstrasse i Kreuzberg. 
Det kan de døde selvfølgelig ikke høre. Det er kun de levende forundt.
På er skilt i Körtestrasse 4 står der: SpiegelHerz - Praxis für's Wesentliche/SpejlHjerte - Praksis for det Væsentlige. Et hjerte andre kan spejle sig i? Det er en genstand. Det er noget dødt.

onsdag den 3. maj 2017

berlin onsdag den 3. maj

Skulpturer ved pladsen til højre fra Neue Nationalgaleri ved Potsdamer platz. De kan ikke være bemyndiget af en højere kunstmyndighed. Den slags har ikke humor. Skulpturerne ligner efterladenskaber sat i scene, og skulpturernes materialer kommer til at fungere som en ironisk kommentar til de alvorstunge stenskulpturer, der er spredt ud over pladsen (mange af dem synes jeg er fede).
Den første kunne hedde (to billeder, det væltede bord): dine tårer, selvom de smager af hindbæryougurt, er spildte.
Den anden kunne hedde: der er et tomrum inde i mig, det venter på dig.




berlin tirsdag den 2. maj

Klam futurisk mad. Set i Lidl.


Berlin tirsdag den 2. maj

Tysk punktlighed.


Berlin mandag den 1. maj

Ankommet til berlin efter 8 timer i bus men installeret i lejligheden tækker air berlin 2. Der er dømt hardcore mandeaften med mig selv.



onsdag den 29. marts 2017

orientering

Jeg vil i fremtiden ikke opdatere bloggen særlig tit. Du er velkommen til at blive venner med mig på facebook (Claus Ejner) eller følge mig på instagram: @claus_ejner. 

Facebook og instagram vil i fremtiden fungere som min blog!

tirsdag den 28. marts 2017

Kunstnerisk uddannelse

Den vigtigste kunstneriske uddannelse jeg har fået, er på Supergross, en fryser, hvor jeg gennem mange år arbejdede som plukker om torsdagen og i ferierne. Her lærte jeg, at de væsentligste erkendelser man skal komme til, som kunstner, er:
1: Et kunstværk skabes på samme måde, som man pakker en palle. Man skal have en palle og så sætter man kasserne oven på pallen. De tungeste kasser sættes nederst, de letteste øverst.
2: Når man køre rundt på en palleløfter i en fryser i 9 timer lærer man, at livet kan være ufattelig kedelig. Som Baldessari skal man derfor forpligte sig på ikke at skabe kedelig kunst, fordi livet for langt de fleste mennesker i forvejen er ufattelig kedelig. Et kunstværk skal underholde. (Dette er selvfølgelig en relativ størrelse, men her bør man bedømmes på sine intentioner).
3: Når man er plukker, skal man koncentrere sig om at finde varen med den rigtige stregkode. Derfor er der ikke særlig meget plads inde i hovedet til at koncentrere sig om ting, der er for kompliceret. I det perspektiv er et godt kunstværk et, der kan forklares i max 2 sætninger. For at et kunstværk skal kunne leve op til det kriterie, skal det have en klar ide, og det skal være aflæselig.
4: En erkendelse i forlængelse af punkt 3 er, at et kunstværks kompleksitet ikke ligger i dets visuelle kompleksitet (kompleks komposition, mange farver mm), men i de tanker det afføder. Et kunstværk skal derfor ikke være visuel kompleks.
De 4 punkter er selvfølgelig noget, jeg mener. Mener du noget andet, er det fint med mig. Jeg er bare ikke enig.

onsdag den 25. januar 2017

22 liv

Hvor mange liv jeg skal leve, og hvad jeg skal foretage mig i disse liv for at blive helt igennem lykkelig (et liv svarer til gennemsnitlig 80 år):
2 liv på at læse digte (især europæiske digtere, fordi der er en større alvor, absurditet og lyst til at eksperimentere med formen end hos fx amerikanske digtere (muligvis en fordom)).
2 liv på at læse noveller og romaner (især europæiske forfattere, fordi der er en større alvor, absurditet og lyst til at eksperimentere med formen end hos fx amerikanske forfattere (muligvis en fordom)).
1 liv på at læse kunsthistorie (for meget kunsthistorie er simpelthen for dårligt skrevet, det er præget af angst for nøgne ord, ordene iklædes flyverdragter, selvom der er 30 plus-grader udenfor).
1 liv på at læse historie (især perioden 1914-45 og Romerriget, fordi det er perioder, der minder en om, at det er fornuftig at lære af historien).
2 liv på at se film (især europæisk film,
fordi der er en større alvor, absurditet og lyst til at eksperimentere med formen end hos fx amerikanske instruktører (ingen fordom)).
1 liv på at se dokumentarfilm (især om almindelig arbejdende mennesker og deres almindelige hverdag, fordi de virker mere ærlige, der er ikke så meget bullshit og sølle såret forfængelighed over almindelig arbejdende mennesker. De får ikke en til at føle, at man en dag vil føle, at man er en liter skummetmælk, der har overskredet sidste salgsdato og er blevet klumpet, hvilket er således den priviligerede middelklasse føler, og således den priviligerede middelklasse vil have, at alle andre skal føle).
3 liv på at høre musik (så vil jeg sætte mig ind i klassisk musik).
1 liv på at lave performance, fordi jeg godt kan lide, at et kunstværk er nærværende, levende, at man kan mærke det. Hele problematikken om piben, der ikke er en pibe, er ikke en problematik. Man er selv en pibe, der stoppes med tobak. Der sættes ild til ens hjerne, der er en, der løfter en og tager et ordentlig sug af en. Røgen kommer ud gennem næsen. Hvis man har en bussemand eller to i næsen, er det ikke noget man tænker over, man oser som et bål, der lige er blevet slukket, fordi der er en, der kan kastet en spand vand på en.
1 liv på at tegne, fordi det er den kunstform, hvor man kan arbejde mest umiddelbar i forhold til fantasien (netop ikke i forhold til virkeligheden, det er fotografiets styrke). Man er helt tæt på nuet, øjeblikket, man kan hurtig nedfælde en pludselig indskydelse mm. Man kan fortælle, hvis ens øjne falder ud af hovedet og hopper op og ned og videre frem og væk fra en og over en trafikeret vej uden at stoppe ved fodgængerovergangen og vente på, det bliver grønt).
1 liv på at lave tekstbaserede værker, fordi jeg godt kan lide tekstbaserede værker.
1 liv på at lave konceptuelle værker, fordi jeg godt kan lide konceptuelle værker.
1 liv på at lave skulpturer, især skulpturer, der er højere end mig, er 1.85, fordi jeg godt kan lide, at et værk fylder noget i rummet og ikke bare lige er til at flytte. Det får en til at erkende, at man som menneske er en overfyldt skraldespand, der skal tømmes en gang imellem for at kunne forblive rummelig og ikke stinke.
1 liv på at lave video (med et dokumentarisk præg, som fx videoer af, at jeg smører et stykke rugbrød med leverpostej og to skiver agurker).
1 liv til at fotografere (farve, ikke sort hvid, verden er i farver), fordi det er den kunstform, hvor man kan arbejde mest umiddelbar i forhold til virkeligheden (netop ikke i forhold til fantasien, det er tegningens styrke), man er i nuet, man er nuet, man er øjet, der har fået noget i øjet, det kan være et hår eller et sandkorn eller noget andet.
1 liv på at male med gouache/evt maleri, akrylfarver, ikke akvarel, det er for skrøbelig efter min smag, som at gå rundt i kun et par underbukser, en undertrøje og et par termosokker i en snestorm.
1 liv på at skrive digte, fordi jeg elsker, at man med få ord, kan sige en masse, som der normalt skal bruges en masse ord til sige.
1 liv på at skrive noveller og romaner, fordi jeg elsker, at man kan bruge en masse ord på at sige noget, der kan siges med få ord.
Samlet har jeg i alt brug for at leve 22 liv for at blive et lykkeligt menneske. Eftersom et menneske kun har et liv, må moralen være, at mennesket skal lære at lide afsavn. Kun derved kan man blive lykkelig.