standpunkt 55

At gabe opfattes som uhøflig, forbi man sender det signal, at det man enten ser eller hører eller føler opfattes som kedeligt, som kedsommeligt mm.. Men det er en besynderlig tankegang. Jeg gaber - og det har jeg aldrig lagt skjul på - indimellem med stor fornøjelse af nogle af mine egne værker, fordi de simpelthen er så kedelige. Som fx den her viste tegning, som jeg tegnede i toget til Århus for et par dage siden. Den skal forestille, regn der falder. Jeg sad i en stillekupe, og da jeg var færdig med den, og da jeg kiggede på den, var jeg næsten ved at gabe kæberne afled. Både den unge kvinde, der sad foran mig, og en ældre herre på min højre side, så vredt på mig og sshhede på mig med pegefingeren foran munden. Det er i den slags situationer, at man skal tage de positive briller på. Ja, tegningen er kedelig, den er endda så kedelig, at jeg selv gaber højlydt af den. Men hvor mange gange i løbet af en dag, keder man sig ikke? Jeg vil mene det er 91,52 procent af tiden. Og hvor mange gange gaber man i løbet af dagen af noget, man ser eller hører eller føler? Måske højst to tre gange, og for de fleste mennesker er disse gab et nu-er-det-på-tide-at-gå-i-seng-gab. Det er ikke et unikt gab, det er et træthedsgab, et gab der er fysisk betonet. Men hvis man pludselig gaber over et eller andet, man ser eller hører eller føler, er det et unikt gab. Et unikt gab i den forstand, at man har set eller hørt eller følt noget, der var så unikt kedsommeligt kedeligt, at man midt i den kedsomhed man i forvejen er ved at drukne i, pludselig er vågnet til bevidsthed og har erkendt, at den situation man befinder sig i et ufattelig kedelig. I den slags situationer er kedsomheden og gabet en redningskrans = altså en positiv størrelse.

KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE DET I STORT FORMAT