performance om Tænkeren (og dokumentation)

I 7 dage vil jeg agere offentlig skulptur, nærmere betegnet Rodins berømte skulptur ”Tænkeren”, en gang om dagen på en bænk i Vejle (det er i en moderne version, hvor jeg har tøj på!). Det sker følgende steder, på følgende tidspunkter og på følgende dage:

1) Mandag den 9. december fra kl. 13.56 til14.11.
Sted: ved biblioteket ved den bænk, der er placeret længst til højre, når man står og ser mod indgangen af biblioteket.

2) Tirsdag den 10. december fra 14.14 til 14.29.
Sted: på bænken ved stien der følger åen med indgangen fra Toldbodvej på samme side som Cronhammers skulptur og lige efter denne.

3) Onsdag den 11. december fra 13.52 til 14.07.
Sted: ved parken ved musikhuset ved den bænk, der er længst ved Kommunens bygning på venstre side, når man går ud fra Kommunens bygning.

4) Torsdag den 12. december fra 14.25 til 14.40.
Sted: ved havnen på bænken ved rundkørslen med udsigt til havnen på den yderste bænk til venstre.

5) Fredag den 13. december fra 13.00 til 13.15.
Sted: ved åen skråt over for Bagsiden af Bryggen ved på samme side som Domus ved den første bænk.

6) Lørdag den 14. december fra 12.12 til 12.27.
Sted: er (det er ændret i forhold til den oprindelige annoncering): bænken bag mølholms kirkegården.

7) Søndag den 15. december fra 12.34 til 12.49.
Sted: ved Skyttehuset ved den første bænk på højre hånd, når man går ned ved skulpturen af frihedskæmperen (der er udsigt mod bølgen).

DOKUMENTATION 

1. dag: bænk ved Vejle bibliotek

Jeg havde besluttet, at jeg ville tænke på, hvordan det var at sidde i samme stilling som Tænkeren. Jeg tænkte følgende: Hele overkroppen trækkes skæv, fordi den højre arm, hvor hånden støtter hovedet, hviler på det venstre knæ. Normalt vil man placere den højre arms albue på det højre knæ. Hovedet hviler tungt på hånden under kæben. Hånden trykker skævt på højre side af kæben og skubber kæben en smule ud til venstre. Det føles som om, man er stoppet midt i at skære tænder. Man bider forkert sammen. Den venstre fod begynder efter et stykke tid at gøre ondt, fordi benet er forskudt ind under låret i forhold til det højre ben, der en smule udstrakt. At sidde i den stilling, som tænkeren sidder i, er ikke nogen rar fornemmelse. Det er fysisk ubehagelig, og kroppens tilstand overtager langsomt ens tanker. Man føler sig som en af de munkesten, som omgiver bænken; man føler sig låst fast, føler sig bevist om, at man er ude af stand til at røre sig. 

Nu har det ikke været Rodins intention, at man skulle se skulpturen af Tænkeren og så selv prøve at være at leve sig ind i Tænkerens rolle. Men når man, som jeg, afprøver det på sin egen krop, er det svært ikke at ryste den fornemmelse af, at der i den akvate og ubehagelige og ikke naturlige stilling som Rodin placerer Tænkeren i, ligger en pointe, nemlig at kroppen skal ses som et fængsel. Det at tænke på kroppens behov gør tankevirksomheden jordisk, selvisk, behovsfikseret, banal (modsat af det at tænke store tanker) osv. Selvfølgelig har der uden tvivl også langt formmæssige overvejelser omkring Tænkerens stilling, den skaber en kompakt figur, der lukker sig om sig selv, lukker sig fra omverden. 

2. dag: bænk ved åen ved indgang ved Toldbodvej

Søren Pold havde givet mig opgaven, at jeg i dag skulle tænke over tænkningens krise i det postapokalyptiske samfund. Fra starten blev der lagt den helt rette undergrundsstemning. Imens jeg ventede på, at klokken skulle blive 14.14, kom en ældre mand ”løbende” hen af stien, der følger åen, med sin stok i hånden. Han svingede fra side til side, som om han var fuld. Men det tror jeg ikke, han var. Han virkede nærmere panisk, måske angst for at gå alene på stien, angst for at blive overfladet, han kiggede også bekymret fra side til side. Men han sagde ikke noget til mig, eller jeg hørte ham i hvert fald ikke sige noget til mig, fordi jeg stod og hørte musik med høretelefoner på. Lidt senere så jeg ham gå ovre på den modsatte side af Toldbodvej helt normalt med stokken. Men tilbage til emnet. Grundlæggende har jeg det syn, at livet er kort og meningsløst, og det der venter for enden, er et sort hul. I det perspektiv er der ikke noget væsentlig, der er værd at tænke over. Hvis jeg fik en pistol for panden og skulle forholde mig til tænkningen som fænomen, vil jeg mene at det eneste, der er væsentlig at tænke nærmere over, er, hvorledes livet bliver tålelig at leve. For mig eget vedkommende og i den konkrete situation, vil det være fx ikke at sidde i Tænkerens stilling og tænke. Man skal helt banalt gøre det, man vil og det der gør en lykkelig. Yderligere konkretiseret kunne det også være at gøre som den mand, der gik forbi mig, mens jeg sad på bænken. Han gik med sin mobil i hånden og lyttede til noget arabisk musik, der kom ud fra højtalerne. Den slags synes jeg, virker ubeskrivelig kikset og utjekket. Men manden gjorde præcis, hvad han havde lyst til. Respekt for det. Han var sikkert lykkelig. Og hellere være lykkelig end at være et af de våde, visne, brune blade, der lå og prøvede at camouflere den grønne græsplane foran bænken, hvor jeg sad. Det er håbløs banal. Og hvad så? 

3. dag: bænk i parken ved Musikhuset

I dag skulle jeg tænke over, hvorfor jeg gerne vil have en Mont Blanc pen. På overfladen er grunden banal. Jeg er en stor beundrer af Jørgen Leth, han er cool, og han har en Mont Blanc pen; og der er noget utroligt dekadent og smukt ved at skrive ord med en pen, der koster 10.000,- kroner. At anskaffe sig en Mont Blanc pen er at vælge skønheden, dvs. at fravælge den tarvelige, billige plastik kuglepenne, der klatter på fingrene. Hvis samfundet, eller dem der har magten, ville følge det eksempel, altså altid vælge skønheden, det skønne, frem for det fornuftige, det rentable, vil verden være et kønnere sted at leve i og se på. I hvert fald den menneskeskabte. Man ser aldrig naturen gå på kompromis med skønheden. Det er først, når naturen har været igennem menneskets fornuftsmaskine , at alt kommer til at ligne brun leverpostej i vater og geometriske former.

Men jeg kommer ikke uden om, at Mont Blanc pennen repræsenterer et problematisk ideologisk element, for sådan en venstre orienteret som mig. En Mont Blanc pen er symbol på en kapitalistisk tankegang og samfundsstruktur. At nogle skal knokle for føden til en dårlig løn, som fx manden der er er ved at feje sand ned i mellem mellemrummene mellem fliserne bag bænken, hvor jeg sidder. Men et sted skal man jo starte med at vælge skønheden, at betale prisen. Men jeg indrømmer, at det ikke er det ideologiske element, der optager min tankevirksomhed, idet jeg sidder på bænken. Jeg er derimod mere optaget af, hvorledes jeg tager mig ud i andres øjne. Der går mange mennesker forbi, hvor jeg sidder. Heldigvis sidder jeg og ser ud på åen, hvor der svømmer nogle ænder rundt. Hvis man går hurtig forbi og ikke ser nærmere på den underlige stilling, jeg sidder i, så ser det ud som om, jeg bare ser og sidder på ænder. Men min anonymitet som Tænkeren, eller tossen der sidder helt forkrampet på en bænk, er i den bredde Vejlensiske offentlighed nok et sluttet kapitel, for midt inde i min tænkeseance dukker en fotograf for Vejle Amts Folkeblad op og tager et par billeder af mig i Tænker-stillingen.   

Slutning: Selvom jeg er forelsket i en Mont Blanc pen, er jeg simpelthen for meget Jyde til, at jeg vil kunne få mig selv til at købe en Mont Blanc pen til 10.000.- kroner.  




4. dag: bænk i parken ved havnen

I dag tænkte jeg over, om de totalitære er en funktion af den globalt dominerende magts totalitet, som er et spørgsmål, som er formuleret af Lise Nørholm, som er en tekst, der indgår i et grafisk værk af Bendt Ulrich Sørensen, som hun har hængende hjemme ved sig selv . Som jeg ser det, kan svaret på spørgsmålet ikke bevises, det er et holdningsspørgsmål. Og min holdning er: Nej. Ønsket om at være totalitær, handler om ønsket om at besidde magt. Tager man de positive briller på, er en af forklaringerne på ønsket om at besidde magt, et ønske, der er affødt af oplevelser af uretfærdig magtudøvelse, af magtmisbrug. Man ønsker selv magt, fordi man har en forestilling om, at hvis man har magten, kan man gøre det bedre end den måde, noget X eller Y bliver gjort på. At noget er totalitært, er ikke nødvendigvis negativ, hvis den måde der bliver udøvet totalitet på, er den rigtige måde:-) Der er fx nogle, der har bedre moral end andre – det mener man jo fx altid, man selv har :-)! Verden opleves som sort og hvid, men den er grå, trist og enfoldig. Alle mennesker har et snært af uforsonlighed i sig. De fleste mennesker har svært ved at rumme deres modsætning, det er derfor, der er så meget ufred i verden. Det er helt banalt. Og jeg vil sige: verden er dømt til at gå under. Der er ingen frelse. Sådan er det. Det er præcis, som hvis man kaster en sten i havet, så fylder den ikke ovenpå, den synker til bunds. Eller anderledes formuleret: en vej har to retninger, den ene vej eller den anden vej. Vi er biler. Vi kører til den ene side eller til den anden side. Vi er ikke fugle, der flyver, hvor de vil. 

5. dag: bænk i parken ved åen skråt over for Bryggen

 

I dag skulle jeg tænke over, hvorfor jeg synes, at kvadratet er smukkere end cirklen. Cirklen har ingen begyndelse eller ende. Den er for diffus, som at vandre i tyk tåge, kvadratet er mere farlig, den er en pludselig stejl klippeskrænt. Kvadratet er sort- og hvid-agtig. Lidt ligesom teksten, der er skrevet med sort tush på den bænk, hvor jeg sidder: sex drugs rock n’ roll weed speed < birth control (!? min tilføjelse) lif’e’s a bitch then we die so fuck the world and lets get high. Endvidere: Kvadratet er mere rummelig, praktisk rummelig, et hus, der er kvadratisk er lettere at indrette end et rundt hus. Endvidere: To cirkler ved siden af hinanden ligner en pose spagetti, der ved et uheld er blevet spredt ud over hele gulvet. To firkanter ved siden af hinanden minder om to liter letmælk, der står tæt ved siden af hinanden i en køleskabslåge. (Mine tanker var lidt spredt i dag. Det regnede, mit venstre ben begyndte at sove, fordi min højre albue hvilede tungt på knæet, fordi der var en forsænkning foran bænken jeg sad på, som betød, at jeg måtte læne mig meget forover, den venstre balle begyndte også at sove). 

6. dag: bænk i skoven bag ved Mølholm Kirkegård

I dag  skulle jeg tænke over, hvorfor det er fornuftigt, at man ikke lever sit liv baglæns, at man fødes i det man normalt dør, og dør i det man normalt fødes. Inden jeg kom i gang med tænke over dagens problemstilling, oplevede jeg det nærmeste et moderne menneske kan komme et nærdødsoplevelse: min mobil løb tør for strøm. Jeg havde glemt at oplade den. Det betyder, at jeg ikke er sikker på, at jeg har siddet præcis 15 minutter og tænke + at jeg startede med at tænke præcis 12:12 + jeg nåede kun at tage et billede af bænken, derfor er der intet billede af min udsigt. Men tilbage til dagens problemstilling:   Den indlysende grund er, at man skal gå baglæns, dvs., at man ikke kan se, hvor man går hen. Men det kan man jo reelt heller ikke, når man går forlæns, man kan se et lille stykke frem, ikke hele vejen. Altså reelt er det hip som hap, om man går forlæns eller baglæns. Set i det perskektiv kunne jeg godt tænke mig, at livet kunne leves baglæns. Det vil også give et ny perspektiv på kunsten. Man vil skabe en ny kunst: kunst er ikke noget, man skaber, det er noget, man afvikler. Har man fx malet et blå monokromt maleri, vil man fjerne den blå farve, så der kun er det hvide lærred tilbage. Det vil skabe helt nye fascinerende museer. Kunstmuseer der indeholder intet. Ens kunstneriske praksis bliver, at man ikke laver kunst. Det er helt i avantgardens ånd. Endvidere: at leve livet baglæns vil betyde, at man afvikler sine gode gerninger og sine onde gerninger, man afvikler sin identitet. Livet bliver ikke længere meningsløs. Livet bliver meningsfuld, fordi det afvikler meningsløsheden: fx skal Sisysfos ikke længere skubbe stenen op af bjerget.    


7. dag: bænk i Skyttehuset ved Frihedskampen

I dag skulle jeg tænke over, hvorfor jeg har valgt at tænke som Tænkeren, og hvad jeg har lært ved at tænke som Tænkeren. Ideen til Tænkeren udsprang af en  videoinstalltion af Nam June Paik, som jeg så på Hamburger Bahnhof I Berlin. En lille bronzeskulptur af Tænkeren, der er af August Rodin, blev filmet af et kamera, og det der blev filmet, blev vist på en tv-skærm. Jeg vil ikke sige, at mit Tænker-projekt er en reference dertil, det synes jeg simpelthen, at Paiks værk er for dårlig til. Men det var et værk, der satte noget i gang osv. (jeg undlader en længere redegørelse over overvejelser omkring, det at bruge det offentlige rum mm..)

I dag var det meningen, at jeg skulle sidde på en bænk i Skyttehuset, der stod foran et mindesmærke af Frihedskæmpen - en nøgen mand der rækker armene imødekommende ud (har skrevet om ham på min blog tidligere: http://clausejner2.blogspot.dk/2012/08/skulptur-af-frihedskampen.html), men jeg var nødt til igen at flytte placeringen, fordi en lystfisker stod og røg en smøg foran, endvidere stod hans fiskestang af bænken og der lå en død fisk på jorden. Jeg prøvede at finde en anden bænk, men der var ingen i nærheden, så jeg endte med at sidde på en sten.

Hvad jeg har lært ved at tænke som Tænkeren? Jeg var faktisk det første stykket lidt i tvivl om, hvad det var, om jeg overhovedet havde lært noget. Men så fik jeg øje på en kran ovre ved havnen, og så gik det over stok og sten, som man siger. Og det jeg tænkte var: At en kran løfter noget, at en bølge bevæger sig, at en sten ikke bevæger sig ud af stedet, at et menneske tænker gode tanker og onde tanker, at hvis det er koldt fryser man, at hvis det er varmt sveder man, hvis man ikke vil svede, skal man undlade at tage for meget tøj på, hvis man ikke vil fryse, skal man sørge for at tage godt med tøj på, livet er banal, mennesket er banal, og det er helt ok, der er ingen grund til at gøre noget mere kompliceret, end det er. Man skal ikke ønske sig at være en bølge, der er frossen fast i en bølgebevægelse, som en af bølgerne i Henning Larsens Højhus (som kan ses på billedet af udsigten). Det er bedre at være en bølge, der bevæger sig mod sin ende.